En af Danmarks vigtigste haver!

Læringslunden under Friskolen i Gjerrild udnævnes til at være blandt Danmarks 25 mest betydningsfulde haver af Landsforeningen for Bygnings og Landsskabskultur.

Det er en utrolig stor ære, fortæller projektudvikler Henrik Majlund Toft. Arbejdet med at skabe havens ramme har handlet om at have mange funktioner, der understøtter hinanden.

Læringslunden er både et læringsrum, et museum og et socialt rum for skoleelever og lokale borgere og foreninger. Med fokus på lokal botanik, fordi botanikken i Gjerrild er veldokumenteret siden oldtiden, men også fordi at det har mange kvaliteter at være sammen om det som findes i lokalmiljøet.

Ved at arbejde med det lokale, nedbryder man også grænsen mellem skole og samfund. Noget som er vigtigt, både for at skabe nærværende læring, men også for at imødekomme nogle af fremtidens udfordringer, fordi vi har brug for at skabe viden om naturen for alle i samfundet, tilføjer Henrik.

Læringslunden er et fantastisk læringsrum, hvor vi enten i grupper, klasser eller hele skolen på en gang kan arbejde med det taktile, det nære og at følge væksternes og årstidernes gang, siger skoleleder Anni Schumacher Hansen. Der er bede med blivende planter og andre med skiftende projekter, som bestemmes af de hold, som er ansvarlige for de givne områder. Projekterne beskrives og evalueres undervejs af de involverede børn og voksne. Samtidig med at Læringslunden udvikler sig som mødested for børn og voksne – både fra institutionerne i byen og borgere fra nær og fjern. Læring opstår både i det planlagte og i det spontane – rammerne her giver rig mulighed for at inddrage alle fag, perspektiver og interessenter. Vi er så utrolig glade for alle de muligheder for at koble læring, udeskole og lokal samfund, som Læringslunden giver os, siger Anni.

Det er multifunktionaliteten og havens æstetiske udformning, skabt af arkitektfirmaet Norrøn, som ligger til grund for nomineringen. Nomineringen sker, mens der stadig arbejdes på projektet. Tidligere på året donerede Villum Fonden 5 millioner kroner til opførelse af en bygning i Læringslunden, der skal rumme laboratoriefaciliteter og fællesrum. For at understøtte undervisningen og multifunktionaliteten. Når opførelsen står færdig i 2026 har Friskolen i Gjerrild en komplet facilitet, som understøtter hvordan Friskolen i Gjerrild ser undervisningen og skolens rolle i fremtidens samfund.


Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *