Podcast ep3 – proces, research og konkretisering

En vigtig del af projektet “Læringslunden” er samarbejdet med Norrøn Arkitekter der har stået for den overordnede planlægning. I episode 3 af podcasten skal vi høre om deres processer og tanker.

Et sted mellem de store visioner og den praktiske konkretisering står Norrøn Arkitekter, som har ansvaret for udarbejdelsen af planerne for Læringslunden. I denne episode af podcasten taler Adam med Anne Kathrine Esbjerg om, hvordan de går til et projekt som dette.

En central del af Norrøns metode er, at de tager udgangspunkt i det, som eksisterer i forvejen. Læringslunden er et fremragende eksempel på dette. Ikke alene er projektet defineret af grundens størrelse, men også det, som allerede er på grunden, er centralt for udarbejdelsen. Fra den høj, som skal blive et amfiteater, til “Den Røde Lade”.

Men perspektivet er større end dette. For én ting er, hvad der er på grunden – noget andet er, hvad der er af ressourcer i lokalsamfundet. For at et projekt som Læringslunden skal blive levedygtigt mange år fremover, er man nødt til at se på, hvad lokalsamfundet indeholder, og hvordan man gennem det arkitektoniske kan facilitere den lokale involvering.

Det er nogle af de emner, vi kommer ind på i Episode 3 af Læringslunden.

Du kan finde podcasten Læringslunden på alle gængse podcast-platforme. Hvis den ikke er kommet på netop din foretrukne podcast-app endnu, så vent evt. et par dage – det tager tid at få den distribueret alle steder. Du finder links til de forskellige platforme herunder, efterhånden som de bliver tilgængelige. Husk at abonnere på podcasten, så får du den automatisk, når der udkommer nye episoder.

Musikken i podcasten er lavet af Niels Vincentz – og den produceres af Adam Bindslev. Hvis du har ideer eller kommentarer er du velkommen til at skrive til Adam på adambindslev@gmail.com